Indhold:

Vejen Garden

 

Samarbejdet med Wedel-Garden:

1962 blev et skelsættende år, da indledtes samarbejdet med Wedelgarden fra Hamborgforstaden Wedel. Formanden for det tyske "Spielmannszug" i Wedel, Edmund Bachmann besøgte ledelsen for Vejen Garden, for det var et ønske fra de tyske gæsters side at udvikle et harmoniorkester, der kunne supplere det tromme-fløjteorkester, der var, og det skulle være med Vejen Garden som forbillede. Vejen Garden blev inviteret til Wedel i weekenden 5. - 27. maj 1962. Det blev starten på et stort og varmt samarbejde og venskabsforbindelser mellem Vejen og Wedel, og utallige er de gange, Vejen Garden har besøgt Wedel Garden og omvendt. 

Garden havde ikke siden turen til Flensborg i 1959 været i udlandet, men fra 1962 og fremefter tager det fart med flere små og store ture. Wedel f.eks., blev besøgt næsten hvert år i årene fremover, men også Sild og ikke mindst Husum (Den danske Skoles afslutningsfester), havde næsten adopteret Vejen Garden. 

Der kom et begreb ind i gardens verden - Sommerkoncert-turné. Det var typisk i juli og august måned disse turneer lå, og turene gik til Holland, Belgien, Frankrig, men også Østrig og Svejts blev besøgt. På mange af turene var Vejen Garden sammen med Wedel Garden, og af Arthur Vistisens dagbøger kan man læse, at netop Wedel Gardens formand, Edmund Bachmann, var en uovertruffen organisator, som skaffede muligheder og midler til disse ture. Men uanset disse skaffede midler, måtte Vejen Garden naturligvis selv finde penge, og de enkelte drenge måtte også betale et tilskud. F.eks. måtte hver garder betale 100 kr. for at deltage i turen til Frankrig i 1966.

Skuffelser har der naturligvis også været. I 1967 var man helt fremme ved målstregen i forbindelse med en USA-tur, der skulle være 17. september til 2. oktober. Det blev i grunden en lidt speget historie. Det var egentlig Wedel Gardens ide, at der skulle laves en tur til USA, og de inviterede Sønderborg Garden og Vejen Garden til at deltage og Vejen Gardens ledelse fik den opfattelse, at de selv skulle skaffede 25.000 kr. Sønderborg Garden sagde "Nej tak", mens Vejen Garden accepterede på den betingelse, at de selv kun skulle skaffe 25.000 kr. plus 5000 kr. til forsikringer. Wedel Garden skaffe 80.000 DM, så de havde deres på det tørre. De 30.000 kr. blev samlet ind ved forskellige arrangementer. Efter sigende var turen arrangeret og billetterne var bestilt, men hen over sommeren fik ledelsen i Vejen Garden et chok. De fik nu at vide, at de selv skulle skaffe 90.000 kr., der skulle dække deres egne udgifter til turen. Ingen havde åbenbart fortalt Arthur Vistisen og Laurits Andersen disse fakta. Der blev gjort nogle sidste anstrengelser for at skaffe penge - endog blev kulturministeriet spurgt, men der var ikke noget at gøre. Den 10. august manglede der stadig 55.000 kr., og turen måtte aflyses.