Indhold:

En bydel - en familie

Kvarteret omkring Vejen Station
Linda Klitmøller

En række nye byer så i perioden 1850-1920 dagens lys i Danmark. De var børn af den tidlige industrialisme - et produkt af en lang række samvirkende faktorer, hvoraf de vigtige var befolkningstilvæksten, den internationale arbejdsdeling og den erhvervsfrihed, som var en følge af Grundloven. Mens de gamle købstæders lokalisering var bestemt af skibsfarten, blev de ny byers placering bestemt af det nye landtransportmiddel - jernbanen. Skønt byerne voksede op i den samme økonomiske og politiske kontekst, udviklede de sig meget forskelligt. Lokale forhold satte deres præg på byerne. Samspillet mellem den opvoksende by og det omgivende opland spillede her en vigtig rolle, men andre faktorer havde også betydning. Hver by fik kort sagt sin særlige profil. Vejens profil blev en tidlig industrialisering. Dette skyldtes først og fremmest familien Lauridsens indsats. De kom på altafgørende vis til at præge den nye by, der voksede op omkring Vejen Station.

Vejen Station

Vejen blev i 1874 en station på banen fra Lunderskov til Esbjerg. Stationen blev anlagt på bar mark omkring en kilometer syd for Vejen Kirkeby. Med tiden voksede der en by op omkring stationen, men i starten gik det trægt. Den første bygning på den nye Banegårdsplads blev Vejen Stationskro, som blev bygget samme år som stationen. Med åbningen af jernbanen mistede kromand Jørgen Clausen Petersen på Skodborghus Kro, som lå et par kilometer syd for Vejen, sin stilling som bestyrer af posthuset, der indtil da havde ligget på kroen. Det blev nu flyttet til Holsted med et brevsamlingssted i Vejen. Som erstatning for tabet af posthuset, fik han krobevillingen ved Vejen Station. Den nye Stationskro blev en lav enetages bygning, som kom til ligge næsten vis a vis stationen. Til Stationskroen hørte den uundværlige rejsestald, som kom til at ligge i en sidebygning. I begyndelsen af 1900-tallet blev Stationskroen ombygget til et elegant hotel i to etager. Samtidig ændrede Stationskroen navn til Hansens Hotel.

Året efter fik stationen og Stationskroen følgeskab af Vejen Brugsforening. Den var blevet oprettet i 1872 og havde i de første år holdt til i lejede lokaler i Vejen Kirkeby. I 1875 var tiden kommet til at få foden under eget bord, og valgte faldt da helt naturligt på en grund ved stationen. Vejen Brugsforening kom til at ligge nordvest for stationsbygningen. Til brugsforeningen blev der med tiden knyttet en korn- og foderstofafdeling samt en trælasthandel.

Derefter var der stille omkring stationen. Først da Margarinefabrikken Alfa i 1877 vendte tilbage til Vejen og overtog den fædrene gård, kom der igen gang i udviklingen af kvarteret omkring stationen. I løbet af de næste tre tiår udviklede området sig til at blive Vejens industrikvarter og økonomiske centrum. Der blev bygget såvel fabrikker som arbejder- og funktionærboliger. De fik følgeskab af andelsmejeri, bank, bibliotek, posthus og realskole. En ting havde alle disse bygningerne til fælles. Blandt fadderne var der altid mindst et medlem af familien Lauridsen.

En iværksætter går i gang

Johannes Lauridsen (1847-1920) var så ubestridt Vejens førende erhvervsmand i perioden fra 1878 til 1909, hvor han blev udnævnt til landbrugskyndig nationalbankdirektør og flyttede til København. Set i bakspejlets lys var baggrunden for hans erhvervseventyr usædvanlig. Nogen formel uddannelse fik han aldrig. Som ung arbejdede han ved landbruget afbrudt af to korte ophold på Askov Højskole. Efter militærtjenesten tog han arbejde på Sjælland hos ingeniør Berg, hvor han blev dennes medhjælper ved eng- og dræningsarbejder. For at blive bedre til sit arbejde fulgte han undervisningen på Landbohøjskolen i en række fag, som kunne have betydning for entreprenørarbejdet. Allerede som 27-årig etablerede han sig som selvstændig entreprenør med speciale i eng- og dræningsarbejder.

Sommeren 1877 vendte Johannes Lauridsen som nygift tilbage til Vejen, hvor han overtog den fædrene gård, Grønvang, der lå op til banelinjen syd fra stationen og vest for hovedvejen. Johannes Lauridsen var én ud af børnefolk på fjorten, så gælden var tyngende i starten. Det var nødvendigt med andre indtægtskilder end gården, og Johannes Lauridsen fortsatte med at arbejde som entreprenør en tid endnu, men i løbet af 1880'erne skiftede han titlen som entreprenør ud med titlen som fabrikant.

Johannes Lauridsen havde overtaget gården Grønvang midt i en af de værste landbrugskriser, som Danmark har oplevet. Krisen havde et dobbelt udgangspunkt. Bønderne i Østdanmark havde frem til 1870 levet højt på kornsalg til især England. Nu blev de udkonkurreret af billigt oversøisk korn. Bønderne i Vestdanmark havde satset på opdræt af levende stude til de tyske og engelske markeder. Denne eksport blev i 1870'erne vanskeliggjort ved indførelse af høje tyske og engelske toldsatser, i 1880'erne af et importforbud for levende kreaturer i en periode. Krisen tvang de danske bønder til at tænke i nye baner. De gik over til at satse på eksport af forædlede landbrugsprodukter - smør og bacon.

Johannes Lauridsen tænkte ikke kun i smør og bacon, han tænkte også i dyrkning af cikorierødder. Det var prøvet før i Danmark, men uden den store succes, og de danske cikoriefabrikker anvendte i stor stil importerede tyske rødder til deres produktion af kaffetilsætning.

Foråret 1878 begyndte Johannes Lauridsen på at dyrke cikorierødder på Grønvangs jorde. Samtidig forsøgte han at få egnens bønder til at gøre det samme. Det var ikke let, så resultatet blev, at de avlede cikorierødder ikke for egen regning og risiko, men på kontrakt for Johannes Lauridsen. Cikorierødder inderholder meget vand og meget lidt tørstof, så det mest økonomiske er at tørre rødderne før transport. Til det formål byggede Johannes Lauridsen allerede i 1878 et tørreri på Grønvangs jorde. Det kom til at ligge helt op til banelinjen lige syd for stationen. Maskinerne til tørreriet købte han billigt fra et nedlagte cikorietørreri i Måløv på Sjælland. De tørrede rødder solgte han til De Danske Cikoriefabrikker.

StartForrige123456789NæsteSlut