Indhold:

Min barndoms jul v/cr

Skrevet af Christian Roost

Mine forældre blev gift i 1935 og flyttede umiddelbart efter til Vejen. Jeg blev født i 1937 og de første juleaftner foregik sammen med familien hos mine bedsteforældre i Tornum Smedie. Jeg havde en moster, der tog mange familiebilleder. Derfor har jeg et billede af det pyntede juletræ fra min første juleaften. Træet var efter sønderjysk skik overdådigt pyntet med fehår og engle og sikkert også dannebrogsflag. Jeg har fået fortalt, at vi blev kørt fra Vejen til Tornum en juleaftensdag i et forrygende snevejr i en Lillebil ført af slagtermester Bernhard Boysens far, Jeppe Boysen. Vi nåede først frem til julemiddagen kl. 23. Lidt sent at få julemiddagen, men de øvrige familiemedlemmer havde sikkert fået julemiddagen mange timer før. Hvordan Bojsen kom tilbage til Vejen igen, ved jeg ikke, men han kørte retur. Han skulle jo også hjem til jul.

I 1941 flyttede vi fra Nørregade 37 til Nørregade 46. Danmark var blevet besat af tyske tropper, der også kom til Vejen. Da vi i 1939 var blevet en familie på 4, vil jeg tro, at mine forældre af flere grunde besluttede at holde jul hjemme for os fire. Nogle naboer var i flere år inviteret til vores juleaften, men først efter middagen. Det var Kirstine og Hans Nielsen og deres søn Børge. Kirstine havde et pensionat i Nørregade 42 på første sal, og hendes pensionærer, der havde vagt bl.a. ved jernbanen. De  måtte naturligvis have deres julemiddag, før familien Nielsen kunne besøge os i nummer 46.

Vort juletræ var anbragt i den fine stue ud mod Nørregade. Stuen blev lukket af og det var strengt forbudt at gå der ind. Min mor pyntede selv træet, der gik helt til loftet (selvfølgelig), og når hun juleaften havde tændt træet blev døren åbnet til et smukt træ a la Tornum med fehår og trommer og alt muligt andet. Sikkert også nogle engle vi børn havde lavet og kræmmerhuse. Derefter sang vi de kendte julesalmer, som vi alle kunne synge med på. Jeg kan ikke huske, hvordan det lød, men min far sang rigtig godt, så han har nok været forsanger. Jeg har svært ved at forestille mig, at tømrer Hans Nielsen havde en stor sangstemme. Derefter kom det meget store øjebilk med udpakning af julegaverne.

I begyndelsen af december begyndte butikkerne så småt at pynte deres julevinduer. Vi børn fulgte meget med i hvilke butikker, der havde de mest spændende udstillinger. Noget med nisser og julemænd, der ikke alene kunne bevæge sig mekanisk og måske sige ho ho ho, som en julemand jo skal. Der var især et udstillingsvindue, der var særlig interessant for os. Det var Marie Holbergs Legetøjsbutik. Her kunne vi stå i timer og trykke næserne flade mod vinduet og snakke om alle de ønsker, vi havde, men som måske ikke helt blev indfriet. Indtil jul kunne drømmen jo leve fint. Et år havde jeg et meget stort ønske. I Legetøjsbutikkens vindue stod der i højre hjørne en Falck station med 3 biler, en kranvogn, en ambulance og en brandbil. Jeg var helt fortabt. Hver dag stor jeg længe udenfor vinduet og drømte om, hvad jeg kunne med denne Falck station. På min ønskeseddel har der vel ikke stået andet en dette ønske.

En dag skete katastrofen. Falck stationen var væk fra vinduet med biler og det hele. Det var en sorgens dag. Jeg var helt knust. Mine forældre havde jo sagt, at så stort et ønske lå udenfor deres økonomiske rammer. Nu kunne jeg kun håbe, at det ville være een af mine kammerater, der var den heldige. Så kunne jeg måske få lov at lege lidt med bilerne hos ham.

 

Da juleaften oprandt, julemiddagen var overstået, gæsterne var ankommet, døren ind til den fine stue blev åbnet, og et smukt pyntet træ med alle lysene tændt blev åbenbaret for øjnene af os. Vi sang mange lange julesalmer alt mens vik gik rundt om træet. Jeg skulede lidt til pakkerne og størrelsen af dem. Ingen af dem synes at ligne en Falckstation. Tænk som syvårig at skulle bære så stor en skuffelse. Dansen om juletræet sluttede som altid med "Nu har vi jul igen og den varer lige til påske". Første den ene vej rundt og så den anden. Denne styrten rundt havde vi lært i Tornum af en onkel. Så skulle der pakkes gaver ud. Der har sikkert været mange fornuftige ting så som en strikket bluse og andet beklædningsudstyr, men stadig ingen Falckstation. Lige indtil min far bad mig gå ind i butikken for se om der var noget, der var blevet glemt. Der stod Falckstationen. Hvordan den var kommet der, ved jeg ikke, men mon ikke mine forældre har fået naboen til at tage den med, når de kom til vores juleaften. Der stod nemlig også et stort flot dukkehus til min søster, som Hans Nielsen havde fremstillet. Det var forsynet med diverse møbler, gardiner osv. Min mor har sikkert haft travlt med at sy ting til dukkehuset.

 

Julen 1944 var stort set som den foregående, men uden Falckstation og dukkehus. Årets julegave til mig var en cykel. Børge Nielsen lærte mig at cykle samme aften. Det foregik inde i butikken mellem diske og musikinstrumenter. Der var ikke meget plads på linoliumsgulvet, men med hans tålmodighed fik jeg det lært. Det var jo stadig under krigen, hvor der var knaphed på mange ting, men min cykel var forsynet med rigtige dæk og slanger. Derfor fik jeg store formaninger om aldrig at slippe cyklen af syne, når jeg færdedes ud i byen.

De kommende juleaftner blev en tradition som i mange andre hjem. 

Juleaften 1950 var min far indlagt på sygehuset. Først besøgte vi ham, og derefter var vi igen inviteret til at holde jul i Tornum Smedie. Min far døde desværre i 1951. De efterfølgende juleaftner i min barndom blev tilbragt hos mine rare bedsteforældre i Tornum.

 

Femte juledag var der i mange år børnenes juletræsfest på Hansens Hotel. Det var byens Socialdemokratiske Forening, der stod for dette arrangement, som vi børn så meget frem til, da det var den bedste juletræsfest af alle med rigitg store poser fyldt med alle mulige julegodter. Træet var kæmpestort og selvfølgelig gik vi rundt om træet og sang julesalmer til Ejnar Andersens Orkester. Vi har så mange, at ringen om træet var i flere led. Efter godteposerne var delt ud gik forældrene ind i de tilstødende lokaler for at drikke kaffe og hygge sig.

Hjemme hos os var vi ikke med i foreningen, men det var min kammerat Tom Boysens far. På den måde faldt der en invitation af til mig. Det var en stor oplevelser, som jeg med stor glæde tænker tilbage på.

 

Skrevet ind under jul 2016